Selvom min mor altid sagde at jeg skulle huske uddannelse, inden jeg fik børn, har jeg altid godt været klar over at jeg ville få børn i en tidlig alder.
Og det gjorde jeg.
Da Laura blev født var jeg 20 år. Uuddannet, og da hun var 3 måneder, var jeg pludselig også alenemor. Det var på ingen måde hverken nemt eller en dans på roser. Men jeg ville ikke have været det foruden.
Desuden er der også et hav af gode minder fra den periode af min og Lauras tilværelse ❤️
Jeg spoler lige tiden lidt frem. Jeg møder Bjarke, og i 2009 får vi Frederik.
Går igennem en kompliceret fødsel, med grønt vand, påvirket hjertelyd, et barn der skal have starthjælp og mig der blødte 1000 ml efter fødslen.
Men eftertiden på barselsgangen og efterfølgende hjemme hos os selv, gik så fint og roligt.
Ligeså nem som Laura, lige bortset fra at søvn var en by i Rusland.
Alligevel... Var der noget der sagde mig at Frederik var lidt anderledes. Jeg slog det ofte hen, og sagde til mig selv at jeg bare vare pyldret. Nævnte det ikke til Bjarke, fordi jeg tænkte at han også ville se mig som lidt hysterisk... Knægten var jo i trivsel. Altså med undtagelse af søvnen...
Sundhedsplejersken havde ingen anmærkninger omkring noget som helst, udover at han ikke reagerede på lyde så hurtigt. Men det kunne være noget der gik over...
I dagplejen havde han verdens bedste dagplejemor ❤️ hun var så god og har virkelig haft en positiv indflydelse på hans første år.
Da Frederik så begynder i børnehave, begynder jeg i højere grad at mærke, at Frederik nok ikke er helt som de andre børn. Da han er 3 år er han stadig ikke begyndt at tale, han bliver hurtigt hysterisk og græder ofte. Og søvn, ja det bruger vi ikke... Putning er et rent helvede og kan tage op mod 3-4 timer... Men han er en skøn, sød og dejlig dreng, der fylder os med enorme mængder kærlighed❤️
Tiden går, og nu er både Bjarke og jeg bekymrede, da Frederik har en atypisk adfærd. På den ene side er han enormt hyperaktiv, og på den anden side er han meget sensitiv og sårbar. Bliver stadig meget hurtigt ked af det.
For at gøre en meget lang og trist historie kort, så kommer der til at gå 6 år(!) før vi finder ud af, hvad vores mavefornemmelse har prøvet at fortælle os.
Diagnose: infantil autisme...
Lige der, krakkelerede min verden... Jeg var egentlig ikke overrasket eller chokeret... Vi var egentlig forberedt... Og så alligevel ikke...
I samme øjeblik fór 1000 tanker rundt i hovedet på mig. Hvad betyder det? Er han så handicappet? Hvad med fremtiden? Får han en uddannelse? Flytter han hjemmefra? Bliver jeg farmor...?
Og så blev jeg ked af det... Blev ramt af en form for ubeskrivelig sorg som er et kæmpe tabu blandt forældre til børn med diagnoser. Selvom jeg elsker min søn, og ved han altid vil være den samme, så led mit hjerte et knæk. Jeg følte et tab over noget jeg nok aldrig har haft, i form af en bevidst over hvad jeg måske aldrig får...
Det er nu 10 mdr siden Frederik fik diagnosen... Og det har egentlig været en lettelse på mange måder, da vi nu har en "forklaring" på det der gør ikke kunne forklares.
Men Frederik fik det ikke mindre svært...
Noget der har fyldt meget det sidste år, har været hans skole. Det har været svært at få hjælp fra skolens side, og en støtteperson kunne åbenbart ikke findes...
Frederik havde reduceret skema, og kunne kun være i skole i 2 timer om dagen. Og når han kom hjem reagerede han voldsomt og var ofte ked af det. Fortalte at han venner ikke ville sige hej mere, og at ingen ville lege med ham... Han fortalte endda, at en dreng havde spurgt ham om, hvorfor han var så underlig... 😢 Mit hjerte brød sammen... Min smukke søde dreng fortjener ikke det her.
Højdepunktet kom en dag, hvor jeg fulgte ham i skole. Ingen sagde hej... Og da han skulle ind på sin plads, sad der en anden. Hun fortalte at de havde fået nye pladser. Da læreren kommer, indrømmer hun, at hun faktisk har glemt at finde en ny plads til Frederik...
"Hvor skal jeg så være, mor...?"
Ja... Gad vide om der overhovedet er nogen der tænker over det....
Gad vide om dem i "systemet" husker på, at det er mennesker, børn, de har med at gøre...?
På det tidspunkt var dette bare endnu en nederlagsfølelse... Lagt oven i bunken med alle de andre nederlag, frustrationer og afmagtsfølelser.
Gudskelov, skete der det, at vi inden sommerferien fik tilbudt at plads på en specialskole til Frederik 🥰 men den historie får i næste gang. Her til sidst er nogle skønne billeder af Frederik hvor han også er sammen med sin søster. De er mit guld ❤️
Tak fordi du læser med❤️
Knus fra Tante Tut
Ingen kommentarer:
Send en kommentar