tirsdag den 15. maj 2018

Stilhed på bloggen...

Der har været stille på bloggen i meget lang tid... Der har været aktivitet i facebook gruppen Tante Tuts Verden, og hverken strikkepinde eller hæklenål har stået stille. Overskuddet har dog ikke været til at blogge. Hvilket jeg har været rigtig ærgerlig over, da jeg jo stort set lige har startet siden op.
Livet har det dog med, nogle gange, at lede os ned af stier der er lidt mere bulede end hvad der er rart.
Jeg har de seneste år bøvlet med diffuse smerter i kroppen, som ikke virkede til at komme af noget specifikt. Smerterne varierer i styrke og sidder mange forskellige steder i kroppen. Jeg har derfor været igennem et væld af undersøgelser på forskellige sygehuse og set mange forskellige læger, som alle trak på skuldrene.
Jeg har siden 2015 været i gang med jordemoderuddannelsen i København. Et fag jeg elsker og føler helt ud i fingerspidserne. Jeg har dog haft svært ved at passe studiet 100 %, dels pga mine smerter. Jeg valgte derfor at tage et halvt års orlov i januar 2017. I august startede jeg op igen med fornyet energi, og var klar til at give den hele armen i en ny klasse.
Min krop mente dog anderledes... Mine smerter begyndte at tage til... Jeg blev derfor henvist til en reumatolog, hvor der var møg lang ventetid... Jeg klarede semestret med fint resultat, og i februar havde jeg tid hos reumatologen. Jeg blev grundigt undersøgt, blev sent til knogleskanning og blodprøver, og i april skulle jeg få endeligt svar... Forventede endnu en læge der trak på skuldrene...
Men hun var meget klar i mælet: "Du har fibromyalgi, sådan er det!"
Bum!
På 5 min var der lige pludselig en årsag til det hele. En lettelse, der hurtigt blev afløst af frustration, for hvad nu? Fibromyalgi er en kronisk sygdom som der pt ikke er nogen kur imod. Man kan blive smertedækket i et vist omfang, men det er en sygdom der udvikler sig meget forskelligt, og påvirker mennesker forskelligt.
Efter det er sunket lidt ind, er frustrationen faldet lidt igen, men fysisk er jeg ret udfordret. Jeg kan derfor ikke komme udenom at jeg kommer til at tage endnu en lille pause fra studiet så jeg kan begynde i noget medicinsk behandling. Men det er okay...
Jeg stoler på det bedste vil ske, og at der er lysere tiden i fremtiden.
Jeg skal nok blive jordemoder 💜
Følg med på bloggen, jeg vil snart begynde at lægge lidt hækleopskrifter op 😊

Knus fra Tante Tut

Ingen kommentarer:

Send en kommentar