Mine bedste bageopskrifter

På denne side har jeg samlet mine bedste bageopskrifter. Jeg er meget glad for surdej og derfor vil de fleste opskrifter også være baseret på surdej.


Grydebrød med ølandshvede.

 Dette brød har en lækker sprød skorpe og en fugtig krumme. Ølandshveden giver en dejlig nøddeagtig smag, kombineret med syrligheden fra surdejen. Dette brød er både velegnet som madbrød til aftensmaden, og som morgenbrød i weekenden. Brødet er primært lyst, men bliver en anelse groft pga. rugen i surdejen. Ønsker man et helt lyst brød kan man blot bruge hvedesurdej i stedet for rugsurdej.

Opskrift:
5-10 g gær
550 g koldt vand
300 g rugsurdej
400 g sigtet ølandshvede
450 g høj-protein hvedemel
25 g salt

Fremgangsmåde:
Gæren smuldres i vandet og surdejen tilsættes. Rør delene samme til surdej og gær er blandet godt med vandet. Tilsæt ølandshvede og hvedemel og kør dejen 8 min på røremaskinen på lav til middel hastighed (hastighed 2-3). 
Jeg ejer ikke en fancy Kitchen Aid, men blot en billigere model. Men det fungerer super fint. Den har 5 hastigheder, og det er dem jeg refererer til :) tilpas dette efter din egen model :)

Når dejen har kørt 8 min, tilsæt da salt. 
Det kan godt se ud af meget salt, og dette er ikke en fejl i opskriften. Der skal ret meget salt i godt brød. Derudover er det vigtig at saltet tilsættes nu, og ikke tidligere. Hvis salt tilsættes samtidig med gær vil det hæmme hævningen.
Når saltet er tilsat, køres dejen i yderligere 8 min på middel hastighed (3). Her efter tjekkes dejen for om den er æltet tilstrækkeligt. Dejen skal have udviklet et godt gluten-netværk. Hvis dejen er så elastisk, at man kan trække et stykke så meget ud at det næsten er gennemsigtigt, har dejen udviklet et godt gluten-netværk. Dette er vigtigt, for at få gode spændstige lufthuller i brødet.

Nu stilles dejen til hævning. Minimum 8 timer ved stuetemperatur, eller min 12 timer ved koldhævning i køleskabet.
Dejen er nu klar til at blive bagt. 
Støbejernsgryden (med låg) placeres i ovnen og ovnen tændes på 220 grader varmluft.
Jeg bruger en lille gryde, da jeg ikke har så mange kræfter i armene til at bruge en stor gryde. Derfor deler jeg dejen i to kugler. Men man kan med fordel bruge en større gryde, eller en stegeso, og lavet et større brød. Man skal bare lægge lidt mere tid til bagetiden.
 
Når ovnen er varmet op, tages gryden ud, dejen lægges i og gryden sættes tilbage i ovnen. Her bages brødes i 30 min med låg på. Herefter bages brødet i yderligere 15 min uden låg på. Når brødet er færdigt, tages det ud af gryden med det samme, og køler af på en rist.
Velbekomme :)

Knus fra
Tante Tut <3








Ingen kommentarer:

Send en kommentar